Search
  • Miriam Thejl

"Ensomhed På Barsel" Del 3

Nogle, inklusive mig selv, bliver hurtigt ramt af en umådelig trang til at vise det her vidunder frem. Oftest starter det allerede kort tid efter fødslen. "Prøv nu at se, hvor sød han er!", "Ej, se han smilte for første gang!", "Se ham nu lige i de her selebukser!!!" Så det gjorde jeg jo på min Facebook, hvor min familie og mine veninder kunne følge med og alt var godt. Lige indtil det en dag kom mig for øre, at en af mine tætte veninder havde sagt,"Hold kæft hvor bliver man træt af konstant at få kastet de åndsvage babybilleder i hovedet." Av.


Hver dag gik jeg hjemme med min lille, lyserøde, skønne baby. David tog på arbejde tidligt og kom hjem sent. Min familie boede forholdvist langt væk, men kom så ofte de kunne, dog kort. Veninderne kom ikke helt så ofte som forventet og besøgende fra dem blev hurtigt sjældnere og sjældnere. Der var ingen omkring mig, jeg kunne tale med om alle de ting, der skete - store som små. Jeg var blevet mor for første gang, alt var så nyt, min verden var blevet vendt på hovedet og jeg følte jeg oplevede alt helt alene uden nogen at dele denne enorme lykke med. Samtidigt var jeg helt enormt bange for at dele noget på de sociale medier eller sende billeder til veninderne af frygt for, at alle sad og tænkte det samme som tidligere nævnte. Min verden skrumpede ind til bare Olau og jeg. En helt enorm ensom barsels-boble.


Imens gik jeg og ventede på at få en mødregruppe tildelt. Der skulle gå overraskende lang tid, før det blev stablet på benene, til trods for at vi alle fødte i røven af hinanden (for at sige det mildt). Først troede jeg egentligt ikke, jeg ville have en mødregruppe, for hvorfor skulle jeg have noget tilfælles med en gruppe kvinder, bare fordi vi alle lige havde født? Hvor er jeg dog glad for, at jeg endte med at sige ja, for den dag idag husker jeg de møder som nogle få lyspunkter i en ellers meget lang mørk periode.


Det viste sig hurtigt, at netop det faktum at vi alle lige havde født, betød vi havde voldsomt meget tilfælles. Den første dag talte vi vores fødsler igennem med hinanden, og alene den følelse det gav at kunne fortælle om ens fødsel til nogle, der forstod og faktisk gad at høre om det, var fantastisk! Det lettede på en uventet måde noget i mig endelig at have nogen tæt på, der vidste præcist, hvad jeg talte om og som også havde oplevet det hele for første gang. En gruppe kvinder som også


stod med de samme følelser som jeg gjorde. Den ensomhed, som stille og roligt var blevet en fast følgesvend i min rutinerede hverdag med Olau, blev et med baggrunden, når jeg var sammen med min veninde, der også lige havde født eller min mødregruppe. Hver anden torsdag blev det til. Jeg ville sådan ønske, den dag idag, at jeg havde sagt højt, hvor meget jeg egentligt havde behov for at se dem oftere.


Det gør mig helt enormt trist at tænke på, hvor lidt jeg nød tiden, jeg havde på barsel med Olau og jeg ville ønske, jeg kunne gøre det om. Men da jeg ved, dette ikke er muligt, ønsker jeg i stedet, at så få som muligt skal komme til at befinde sig i en lignende situation. Alle fortjener det bedst mulige udgangspunkt for en god barsel og jeg ved, at netop dette er, hvad barselshuset i Aarhus forsøger at opnå. Dette er for alt i verden noget, jeg ønsker at støtte op om og hvis jeg på nogen måde kan gøre det ved at dele ud om mine egne oplevelser og skabe fokus, så er det det, jeg gør! Lad os udnytte den fordel sociale medier har givet os i form af bekendtskaber til at tale om alt, stort og småt! Specielt det store, da det er her, man kan gøre en forskel.

88 views0 comments

Recent Posts

See All
 

Subscribe Form

©2020 by Miriam Thejl. Proudly created with Wix.com